Empowerment – livets vigtigste ingrediens!

Kan man blive andet end glad, når man bliver mødt sådan i lufthavnen?

Kan man blive andet end glad, når man bliver mødt sådan i lufthavnen?

Jeg sidder her i flyveren på vej hjem fra Spanien. Jeg føler mig energifuld og taknemlig over alt det, jeg har lært af nogle virkelig seje mennesker. Det er ikke bare teoretisk viden eller viden om en metode – nej tværtimod..  Det er nemlig ikke noget, man kan læse sig til, det er noget, man skal mærke helt ind i knoglerne.

Jeg var så heldig at få muligheden for at komme 6 dage til Spanien og besøge en familie, som jeg også kommer hos med jævne mellemrum hjemme i Danmark og vejleder dem i sprogtræning med Karlstadmodellen i samarbejde med Børnespecialisterne, som primært står for den motoriske træning.

Denne lille pige er noget helt særligt. Hun har en styrke og en indstilling til livet, som de færreste formår. Men når man ser på hendes forældre, så ved man godt, hvor hun har det fra ;) Hun kom til verden den 24. december 2015, hvor hun fik en hård start på livet. Hun tog troen og håbet fra lægerne, men hun valgte heldigvis livet til i sidste sekund. Derfor fik hun navnet Anna Pippi. En scanning af hjernen der ikke så for god ud, og læger der blev fanget af tragedie teorien, så fik Anna Pippi en diagnose med svær CP. Forældrene fik at vide, at de nok ikke skulle regne med, at hun nogensinde ville komme til at spise selv, gå, tale og hvad der ellers hører til. Men heldigvis har hun nogle forældre, der ikke hørte efter. De udskrev sig selv for sygehuset efter en uge, og Anna Pippis mor satte alt ind for, at hun skulle lære at sutte og leve uden sin sonde. Det lærte hun selvfølgelig, for Anna Pippi valgte jo livet til! Hendes mor begynde derefter at læse om hjernen og undersøge, hvad de kunne gøre for at hjælpe hende og styrke hendes potentiale. Tiden de næste mange måneder var en rutjebanetur, hvor det var nemt at komme til at miste håbet. Men heldigvis gav de ikke op og fandt hurtigt ud af, at de ville hjemmetræne. De rejste alle tre til USA og påbegyndte hjemmetræning med The Family Hope Center. I modsætning til sygehuset mødte de her mennesker, der lever efter håbets teori og med viden om, at hjernen er plastisk, derfor kan hjernen med den rigtige træning finde nye veje og hele sig selv. Siden da har forældrene sat alt ind på at give Anna Pippi de bedste forudsætninger her i livet.

De har en helt klar plan med mål og visioner – og jeg er slet ikke i tvivl om, at de nok skal nå helt op til stjernerne. Det ved jeg fordi, at de står sammen, lader sig ikke begrænse, følger håbet og intuitionen, fremhæver Anna Pippis både store og små succeser, har et netværk af forskellige kompetente mennesker, der går vejen sammen med dem. De har virkelig en styrke, som er fascinerende at opleve. Det er indbegrebet af EMPOWERMENT! De er som tre musketter, der supplerer hinandens styrker og svagheder med den rette indstilling til livet. Det er virkelig sejt, og DET vil jeg tage med i min bagage resten af mit liv.

Husk på at …

”Vi får det tilbage, som vi sender ud i universet”

Når træningen er en leg

Anna Pippi kan allerede rigtig mange ting og har overgået lægevidenskabens statistikker mange gange efterhånden. Anna Pippi kan kravle og øver sig i øjeblikket i at komme til at stå, så hun kan komme til at gå selvstændigt. Det er svært, da hendes venstre arm og venstre fod stadig er udfordret på sin spasticitet, men hun bliver hele tiden sejere og sejere til at åbne hånden op, bruge den aktivt samt strække sit ben og stå fladt på foden.

Anna Pippi er rigtig god til at kommunikere og forstår alt hvad, der bliver snakket om. Da jeg startede med at komme i familien, kunne Anna Pippi svare på spørgsmål med ”aaah” og ”ah”. Hun havde allerede dengang en stor forståelse for verden, og hvad der blev kommunikeret til hende, men mestrede på det tidspunkt kun tegnet ”dygtig” og lyden /a/ med to forskellige variationer. Det var derfor svært for hende at tage initiativ og kommunikere hendes egne ønsker og behov. Jeg begyndte, som noget af det første at introducere familien for flere tegn, så Anna Pippi kunne få et værktøj at kommunikere bredere med. Det tog de hurtigt til sig, og kan nu knap 9 måneder efter 60 forskellige tegn, som hun bruger aktivt. Hun sætter dem sammen til små sætninger som for eksempel ”mor kom”, ”kom far”, ”mere mad”,  ”mere kolbøtter”, ”mor op” og mange flere.

Hun er også begyndt at lege meget mere med sine lyde, og der kommer hele tiden flere til. Lydene begynder så småt at forme sig til små ord, og kan nu verbalt sige ”mor” og ”far”. Hun er god til at tage initiativer og kommunikere de ting, hun gerne vil og er også begyndt at lege meget mere med ting, der fanger hende.

Det lyder måske som hårdt arbejde, men alt, hvad Anna Pippi laver, er gemt i leg, så træningen altid er på hendes primisser, sjovt og legende, så hun slet ikke opdager, at der trænes. Anna Pippi går en en normal vuggestue på nedsat tid og målet er, at hun skal fortsætte i husets normale børnehave til marts i det nye år. Anna Pippi trives med de andre børn og lærer meget af dem.

Jeg håber, at dette blogindlæg om Anna Pippi historie vil give inspiration og energi til at huske hvor vigtigt livet er, og hvis bare man tror nok på det, man gør, så skal det nok lykkes at komme rigtig langt.

Min yndlings citat af Pippi Langstrømpe er det her:

“Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert”.